Alle indlæg af Bestyrelsen

Stefansgade 31, 4. tv.

Nye postkasser

BrevVi står for at udskifte vores postkasser til en model hvor posten kan komme i kasserne uden brug af nøgle. I den forbindelse skal vi have produceret labels med de navne der skal stå på de enkelte postkasser.

Vi vil derfor gerne bede dig om senest onsdag den 21. august at sende os en mail med alle de navne du ønsker skal stå på din postkasse, sammen med din adresse, for at lette vores arbejde.

Hører vi ikke fra dig senest den 21. august, laver vi en label til din postkasse med udgangspunkt i det navn, som står på din dørtelefon.

Skadedyrsbekæmpelse

Vi har modtaget besked om, at der er fundet to døde mellemstore rotteunger i vores gård – tak for anmeldelsen!

Allerede et par dage efter var Københavns Skadedyrsbekæmpelse forbi gården og tjekkede efter tegn fra rotter – dog uden at finde nogen. For en sikkerheds skyld, er der alligevel blevet opsat en rottefælde ved cykelstativerne.

Vi kan berolige alle med, at rottefælden er ikke farlig for børn, da de ikke kan komme til giften.

Skulle du observere rotter i gården, så giv os gerne en melding.

Donationer modtages til værkstedet

Vores væksted er så småt kommet godt i gang. Vi har lys og strøm og nykalkede vægge. Nu mangler vi blot lidt mere værktøj.

Har du værktøj i overskud som du gerne vil donere til vores fælles værksted, siger vi på forhånd tak. Det kan være alt fra skruetrækkere og andre “analoge” dimser til en bormaskine eller rystepudser eller andet du kan undvære. Der er opbevaringsplads i værkstedet.

Ved samme lejlighed, vil vi bede ejeren af de fire hjul der står i værkstedet, og at flytte dem til et andet sted. Vores værksted er ikke beregnet til opmagasinering, men til arbejdsbrug. Hvis du har brug for kortvarig opbevaring af noget i vores fællesområder, beder vi dig markere tingene med din lejlighedsadresse.

Tak for god indsats – Arbejdsdag 2013

Lørdag den 4. maj skinnede solen ned på os og det viste sig at være en skøn dag til vores fælles arbejdsdag. Efter at have brugt nogle minutter på den ekstraordinære generalforsamling, gik arbejdet i gang.

Resultaterne er i den grad til at få øje på, men ud over de åbenlyse forbedringer efter oprydningen i gården, blomsterne og cykelstativerne, klargøring af møblerne, er det også vigtigt at nævne oprydningen i både kælder og loft, der gør en væsentlig forskel indendøre.

Vi har nu også røgalarmer på alle bagtrapper, og kroge ved hoveddørene, så de kan holdes åbne når du skal igennem med fx. en barnevogn eller mange pakker.

I forbindelse med gård- og cykeloprydningen er alle cykler flyttet i cykelstativerne. De cykler der stadig havde rød tape på styret, er flyttet i kælderen under nr. 47, hvor de venter på at blive fjernet. Nåede du ikke at fjerne den røde tape fra din cykel, kan du finde den i kælderen, eller kontakte bestyrelsen hvis du ikke har adgang til kælderen.

Tak til alle fremmødte for en god og effektiv arbejdsdag – sikke et smukt resultat! 🙂

Arbejdsdag 2013 og cykeloprydning

Datoen for næste arbejdsdag i andelsboligforeningen er fundet og vi glæder os til en dag sammen med naboer lørdag den 4. maj 2013 kl. 10.00 – ca. 14.00 – sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.

I løbet af dagen er der forskellige opgaver der skal løses. Bl.a. skal gården, bedene, gårdmøblerne og grill gøres sommerklare, vi har lidt oprydning på lofterne og i kælderen, og småopgaver som opsætning af røgalarmer på alle bagtrapper.

I forbindelse med arbejdsdagen gennemfører vi igen en cykeloprydning i gården. Alle cykler i gården og i stativerne ved opgangene i Julius Bloms Gade er i dag blevet mærket med rød elektrikertape. De cykler der fortsat har det røde tape på sig lørdag den 4. maj bliver samlet sammen med henblik på at blive fjernet af politiet.

Vi slutter vores arbejdsdag sædvanen tro med velfortjent mad, drikke og hygge i godt selskab.

Varme indendørs

Det er blevet koldere udenfor og dermed tid til at tænde for varmen indendøre. Efter en sommer hvor radiatorerne har stået ubrugte, kan der være brug for lidt ekstra hjælp til at få gang i radiatoren.

Vi genudsender derfor vores små hjælpevideoer til hvordan du kan løsne stiften i termostaten og udlufte din radiator.