Alle indlæg af Bestyrelsen

Stefansgade 31, 4. tv.

Udskiftning af dørtelefoner

Som meddelt via Probo den 26. september, har vi indgået en aftale med Videx om nye dørtelefoner.

Selve arbejdet i lejlighederne og opgangene igangsættes i uge 46 med følgende forventede tidsplan:

  • mandag den 11. november –  Stefansgade 31
  • tirsdag den 12. november – Julius Bloms Gade 49
  • onsdag den 13. november – Julius Bloms Gade 47
  • torsdag den 14. november – Julius Bloms Gade 45
  • fredag den 15. november –  Julius Bloms Gade 43

I den forbindelse skal vi bede om at alle andelshavere sørger for at aflevere en nøgle (mærket med lejlighed) til brug for håndværkerne, ELLER sender os en mail med bekræftelse på at de er hjemme på dagen, således at håndværkerne kan udføre installationen.

Nøgler til håndværkerne kan lægges i postkassen i porten senest søndag den 10. november. Husk at mærke nøglen med info om lejlighed.

Information er ligeledes sendt ud til alle via ProBo

 

Cykeloprydning efterår 2024

Cykeloprydning
Cykeloprydning – alle cykler/barnevogne mm der fortsat har blå tape på til arbejdsdagen, sættes i kælder med henblik på at blive afhentet af politiet

I forbindelse med den forestående fælles arbejdsdag søndag den 3. november, bliver alle cykler/barnevogne i gården mærket med blå tape omkring styr/håndtag.

Cykler, barnevogne, løse hjul og andet der fortsat har blå tape på styret/håndtaget vil blive sat i kælderen på arbejdsdagen, med henblik på at blive afhentet af politiet. Sørg derfor for at fjerne tapen fra din cykel inden arbejdsdagen.

Ved samme lejlighed en opfordring til jer der har løse hjul, tomme låse mm. sat fast på diverse cykelskur. Husk at fjerne dem inden arbejdsdagen, og vær venlig ikke at parkere din cykel i et bed. Tak, og vi ses til arbejdsdagen 3. november 2024.

Fælles arbejdsdag efterår 2024

Vi har brug for dig - fælles arbejdsdagTraditionen tro har vi fornøjelsen af at invitere alle til vores kommende fælles arbejdsdag søndag den 3. november 2024 fra kl. 11- ca. 15.

Benytter du facebook, kan du tilmelde dig eventen her.

På arbejdsdagen er planen blandt andet at:

  • Få havemøblerne skilt ad og sat væk for vinteren
  • Generel oprydning i gård og fejning
  • Klip af buske i gård og ved hoveddøren mod gadesiden
  • Beskæring af stokroser i plantekummer
  • Fjerne træer/buske der gror op ad husmuren
  • Aftørring af affaldsbeholdere
  • Fjerne cykler der ikke er i brug i kælderen
  • Samling og opsætning af opbevaringskasse til legetøj
  • Smøre alle låse på hoveddøre mod gård- og gadesiden
  • Oprydning på vores fælles værksted
  • Samling af reol og etablering af byttecentral i kælder

(Dette indlæg opdateres med flere opgaver løbende)

Vores fælles arbejdsdag giver dig også mulighed for at få en god sludder med din nabo. Husk at du altid finder en opdateret version af foreningens kalender på vores hjemmeside. Vi glæder os til at se mange til endnu en fælles arbejdsdag.

Bioposer nu tilgængelige i affaldsområdet

Nu også bioposer i affaldsområdet
Nu kan du også hente bioposer i affaldsområdet

Københavns Kommune har indført et nyt tiltag – nemlig en stand med bioposer der er tilgængelig i vores affaldsområde. Der kan du hente dine bioposer og supplere med en ny kurv, i tilfælde af at du ønsker den nye type madaffaldskurv eller en holder til kurven. Standen fyldes op hver 4. uge.

Husk at vi stadig har et lille lager af bioposer til rådighed i vores værksted i kælderen under JBG 47. Lad os bruge dem også, så poserne ikke går til spilde (der er begrænset levetid på dem).

Kalkanlæg installeres – ingen vand den 10. juli

I forbindelse med arbejdet med at installere kalkanlæg på vandinstallationerne i foreningen, vil der være lukket for vandet onsdag den 10. juli 2024 i dagtimerne kl. 8:00 – 15:00.

Som vi informerede om på vores seneste generalforsamling, vil opsætning af dette kalkfilter på vores vandforsyning gerne betyde reducerede omkostninger til afkalkning af diverse husholdningsapparater samt foreningens varmeveksler.

HOFOR er ligeledes i gang med at gradvist at blødgøre det vand de leverer i hovedstaden. I øjeblikket er Hovedstadsområdets naturlige hårdhedsgrader er mellem 18–30+dH og det skal reduceres til en hårdhed på 10-12 (dH) – i vores område forventes det klar i 2030. Du kan læse mere om projektet på HOFOR.

HOFOR kalkprojekt
Det blødere vand kommer gradvist i takt med, at HOFOR moderniserer de regionale vandværker. Forventelig tidsfrist for vores forening er i år 2030.

Fælles arbejdsdag forår 2024

Vi har brug for dig - fælles arbejdsdagTraditionen tro har vi fornøjelsen af at invitere alle til vores kommende fælles arbejdsdag lørdag den 11. maj 2024 fra kl. 11- ca. 14.

Benytter du facebook, kan du tilmelde dig eventen her.

På arbejdsdagen er planen blandt andet at:

  • Havemøbler skal op fra kælder, samles, rengøres og olieres
  • Askebægre (2 stk) ved cykelhalvtag skal tømmes
  • Gården skal fejes, buske skal klippes
  • Affaldsbeholdere – låg rengøres
  • Skift af pærer der mangler lys i, både i gården, alle mod gadesiden og i opgangene, loft og kælder (markeret med blå malertape)
  • Knager skal sættes op i alle 5 opgange
  • Opsætning af hyndeboks til legetøj i gården
  • Oprydning på fællesområder i kælder, loft og trapper. Alt uden navn/lejlighedsnummer bortskaffes
  • Tjek og efterspænding af hoveddøre (for- og bagtrapper, samt port), samt smøring af låse så vi sikrer de lukker korrekt
  • Tjek af mærkning på loftrum og opsætning af nummerskilte
  • Oprydning på fælles værksted
  • Indkøb og plante nye planter ved hoveddørene til gadesiden
  • Evt. nye planter til blomsterkasser i affaldsområdet
  • Og måske indkøbe og plante lidt blomster i krukkerne til gården
  • Samling af reol og etablering af byttecentral i kælder – find frivillige + en dato for samling af reoler

Listen opdateres løbende i takt med vi kommer i tanker om flere ting der skal løses – har du noget du vil have på listen?

(Dette indlæg opdateres med flere opgaver løbende)

Vores fælles arbejdsdag giver dig også mulighed for at få en god sludder med din nabo. Husk at du altid finder en opdateret version af foreningens kalender på vores hjemmeside. Vi glæder os til at se mange til endnu en fælles arbejdsdag.

Information om arbejde i naboejendommen

Vores naboejendom igangsætter et større renoveringsprojekt i form af fugt- og varmeisolering, samt dræningsarbejde Ifølge planen startes op i uge 10, startdato 4. marts 2024, og forventes afsluttet midt i juni 2024.

Dette betyder, at der (fra naboejendommen) bliver begrænset adgang til gården i byggeperioden, samt at en del af arbejdet foregår i vores fælles gården ved naboejendommen.

Vi er blevet informeret om at arbejdet selvfølgelig ikke vil strække sig over i vores andel af gården.

Hit med juletræet

Vanen tro har vi bestilt fælles afhentning af juletræer, så det kan blive til kompost i stedet for at ryge til forbrænding ♻️🎄♻️. Hvis du ønsker at komme af med dit juletræ ved samme lejlighed, skal vi bede dig stille dit træ ned senest torsdag den 8. februar 2024. Træerne stilles udenfor affaldsområdet, så de ikke er i vejen for at vores affaldsbeholdere fortsat kan blive tømt uden problemer.

Husk, at der hverken må være pynt eller fod på juletræet, når du afleverer det. Hvis juletræsfoden er af træ, må du gerne lade den sidde på.