I forbindelse med altanprojektet fik vi lavet ekstra systemnøgler til de lejligheder som VVS / altan.dk skulle have adgang til ifm opsætning af altanerne.
Du kan afhente den ekstra systemnøgle til din lejlighed onsdag den 28. november 2018 mellem kl. 17:00 og 18:00 hos Patricia, Stefansgade 31, 4. tv.
Skulle tidspunktet ikke passe dig, er mulighed nummer 2 i forbindelse med vores juletræstænding i gården den 2. december kl. 15.
Når du afhenter nøglen, kvitterer du for modtagelsen med navn og underskrift.
Det er blevet koldere og inden vi ser os om får vi brug for varmen fra radiatorerne for alvor. Det er meget almindeligt at radiatorerne lige skal have en hjælpende hånd, inden de varmer ordentligt, derfor er det vigtigt at du løsner stiften i termostaterne og udlufter radiatorerne. I forbindelse med altanprojektet har vi også mere luft i rørerne, så det kan sagtens tænkes du skal lufte dine radiatorer flere dage. I særdeleshed hvis du bor i de øverste etager.
Følg vejledningerne til at løsne stiften og udlufte radiatorerne. Lad radiatoren være helt skruet op og lad den stå en halv times tid. Herefter skulle man gerne kunne mærke den samme temperatur i toppen af radiatoren, som man kan mærke på den stigestreng som føder radiatoren. Hvis temperaturen føles ens på radiator og stigestreng (lodret rør), så er der gennemgang i radiatorventilen.
Når man har gjort det, så luk helt ned for radiatoren. Efter en halv time skulle radiatoren gerne være kold i toppen. Hvis den er det, så lukker termostaten som den skal. Det er også vigtigt at nævne, at når en radiator er skruet helt op, så behøver radiatoren ikke nødvendigvis at være ligeså varm i bund som i top.
Oplever du problemer med gulvvarmen, kan du gøre som beskrevet her. Når man har gulvvarme så tager det selvfølge en del længere tid at konstatere om der er flow i rør. Her må man bruge et døgns tid til at undersøge det samme som ovenstående.
Skulle du stadig opleve problemer med varme i radiatorerne hører vi gerne fra dig per mail inden fredag den 7. december, så vi kan have en samlet bestilling til vores VVS’er. Du må gerne beskrive hvilke radiatorer der er problemer med.
Skulle du savne en udluftningsnøgle, finder du én i værkstedet, på én af hylderne i reolen.
Traditionen tro inviterer vi igen alle beboere i vores fælles gård til juletræstænding i gården søndag den 2. december 2018 kl. 15.00 – ca. 17.00.
Vi pynter juletræet i fællesskab med medbragt pynt og luner os lidt over et glas gløgg og kakao. Vi sørger også for en godtepose til børnene. For at vi har godteposer til alle børnene, vil vi gerne bede om en mail senest torsdag den 29. november kl. 16 med hvor mange børn du tager med til juletræstændingen, og hvor gamle de er.